Statskuppet 1660 - Den korte elevtekst

I 1648 døde Christian 4. og hans søn, Frederik 3. overtog tronen og en rungende tom statskasse. På dette tidspunkt havde man i Danmark en styreform, der blev kaldt “Adelsvælde”. Det betød, at adelen i Danmark havde magten. Det betød også, at dengang blev man ikke automatisk konge efter sin far. Man blev valgt til at være konge af Rigsrådet, men de krævede til gengæld, at kongen skrev under på en håndfæstning, der betød, at kongen ikke kunne vedtage love uden, at Rigsrådet først havde sagt god for dem. Men med statskuppet i 1660 fik kongen al magten selv.
 
Svenskerne 

Danmark og Sverige er historisk set ærkefjender og har ført mange krige imod hinanden, ikke mindst på grund af Øresund, der var en vigtig indtægtskilde i form af skatter fra de skibe, der sejlede gennem farvandet. I 1643-1645 og igen i 1657-1660 kæmpede de to lande i de såkaldte ”Svenskerkrigene”. Frederik 3. havde erklæret svenskerne krig som revanche for nederlaget i 1645. Svenskerne lagde ud med at besætte Jylland i efteråret. Den meget hårde vinter gjorde, at bælterne frøs til og at de svenske tropper derfor ufortrødent kunne fortsætte deres tur mod København over Fyn, Tåsinge, Langeland, Lolland og Falster. København blev derefter belejret fra august 1658 til februar 1660. 

Stændermødet 

Efter de opslidende svenskerkrige indkaldte Frederik 3. til et stændermøde den 8. september 1660. Et stændermøde er et politisk møde, hvor der deltager folk fra de forskellige stænder: De gejstlige, adelen, borgerne og bønderne (bønderne var dog ikke indkaldt). Her talte man om, hvordan man skulle løse de økonomiske problemer, og man drøftede, at ansvaret for krigen og dermed ansvaret for de store tab skyldtes, at adelen og generalerne ikke havde levet op til deres forpligtelser. På den tid var det sådan, at adelen havde nogle særlige privilegier f. eks i forhold til, hvad de måtte eje, hvad de skulle betale i skat osv. mod at de forsvarede landet med en hær. Under svenskerkrigene havde de dog ikke udvist det store mod, og i befolkningen gjorde man ligefrem grin med dem. Under belejringen havde det være kongen og borgerne i København, der havde sikret, at Danmark ikke havde lidt det ultimative nederlag. Kongen er her kendt for at have sagt de berømte ord: “Jeg dør i min rede”. Derfor var der også mange, der mente, at det måske ikke var helt i orden at Adelen havde en masse privilegier, når de ikke samtidigt passede deres pligter og at borgerne, som havde taget sig af Adelens forpligtelser derfor også skulle have del i adelens privilegier.

I begyndelsen af oktober begyndte man på Stændermødet også at diskutere eventuelle forfatningsmæssige ændringer dvs., om man skulle ændre på den måde, samfundet blev styret på. 

Statskuppet

Adelen og rigsrådet var ikke interesseret i at give magten fra sig, men kongen pressede dem ved at fordoble antallet af soldater på Københavns volde og derpå lukkede kongen portene til København og sørgede for, at der ikke lå nogen skibe til kajs i havnene. Dermed kunne ingen komme ind, og vigtigere endnu: ingen kunne komme ud. Samtidigt gjorde borgerne sig klar til kamp. Resultatet blev, at Rigsrådet kasserede kongens håndfæstning, og derpå skulle der laves en ny forfatning. Det endte med, at kongen selv fik lov at lave den, fordi man forventede, at han var den, der bedst ville kunne lave den, så det kom alle til gode. Den 16. oktober blev håndfæstningen erklæret død og ubrugelig. Den næste dag fik kongen overrakt den kasserede håndfæstning, og kvitterede med den 18. oktober at markere dette med arvehyldningen. Derpå blev der afholdt fest på slottet, portene blev åbnet og udadtil sendt et signal om, at sagen nu var løst.